Hønseskræmmeren Stella
Stakkels Findus

Jeg hørte godt nok Stella muntre sig med de skræppende høns, mens jeg var ved at muge ud i hønsehuset. Men jeg tog det ikke så tungt. Hun synes godt nok at det er sjovt at jage med hønsene, men hun bider dem ikke. Jeg har et par gange overrasket hende, når hun har jaget en hane, som i desparation er tyet til strudsetricket med at stikke hovedet i en busk og stivne. Hun har så, fornøjet, trukket halefjerene af den arme hane - en fjer efter den anden. Jeg har naturligvis straks stoppet legen og skældt den skælmske hund ud.

Men forleden var jeg travlt optaget - jeg skulle simpelthen have overstået den udmugning. Til min store fortrydelse. Da jeg gik ind i hønsegården, lå Findus, varm og uden halefjer, men ellers uden en skramme, helt stille i græsset. Nemesis, tænkte jeg. Jeg har i den senere tid overvejet at komme af med hønsene, for de galer i tide og utide, skider overalt og får kyllinger, blot jeg vender ryggen til. De 25 kaniner er meget nemmere - ikke en lyd hører man, og de er renlige og laver pæne, afgrænsede bunker. Desuden holder de sig udenfor i den 100 kvm store kanin- og hønsegård, så nemmere dyr finder man ikke (blot man husker at kastrere hannerne i tide - jeg skulle ikke have haft mere end 10 kaniner!)

Nu lå Findus der, og jeg fik et stik af dårlig samvittighed. Jeg havde lovet mig selv, at han og den gamle, ringmærkede høne, skulle få lov at leve, til de faldt af pinden. Nu havde min fredelige bomuldshund skræmt den syvårige hanefar ihjel. Min dejlige hane, som i sin tid skræmte rov-gravhunden fra vid og sans, da han fløj gennem haven med kløerne forrest og borede dem ind i bagdelen på hende, da hun jagtede en høne. Siden da rørte hun ikke hønsene. Den ene gang efter den anden har hans sønner fået hovedet hugget af, fordi jeg holdt mest af ham.

Men nu er det slut. Jeg har kun en enkelt høne tilbage af de oprindelige brune dværgwyandotter, jeg fik for 8 år siden. Men hun skal altså have lov til at leve, til hun falder af pinden.

Hunden - hendes fine, hvide pels var et virvar af burrer, brombærkviste, nedfaldne blade og mudder. Endnu en opgave at hygge mig med!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.02 | 22:24

rigtig dejlige billeder. vi overvejer at købe en bomuldshund på et eller andet tidspunkt.vi kender racen fra ågaarden i århus. sikke glade hunde.skønt

...
14.09 | 13:42

Racen er coton de tulear.
hilsen Ida

...
14.09 | 12:43

Hvilken rase er de?

...
24.08 | 21:17

Hej Camilla,
Vi bor på Samsø. Stella skal ikke have hvalpe igen foreløbig. Lige nu nyder hundene bare det frie liv. Måske igen næste efterår - tidligst...

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE