Hvad tiden bringer....

Nu er hvalpene blevet "rigtige" hundehvalpe! Der er fuld power på, når de er vågne - og det er de ofte. De bider, slås, knurrer, og undersøger alt, de kommer i nærheden af. De er specielt blevet glade for katten Lyndon, som ikke mere bliver jagtet af Stella. Når Mensa, en af de hvide hvalpe, ser ham, styrter hun efter ham og  bider ham i haserne!

Haven er jo et eldorado. Sandkassen er et hit, hvor de graver og tumler som om de var børnehavebørn. De er nu blevet mere modige og bevæger sig længere væk i haven. De seneste billeder har jeg taget i dag, hvor de pludselig forsvandt ind i noget krat og luskede rundt som en værre pigebande.

Det værste ved at have hvalpe er ikke, at de af og til tisser en lille tår. De vil jo helst besørge i haven og tisser kun inde, når vi ikke lige er der til at lukke døren op i tide. Det værste er heller ikke at de krudter rundt og, præcis som spædbørn, forhindrer, at jeg får set en god film uden afbrydelser! Det værste er tanken om at skulle af med dem. Heldigvis har jeg fundet de sødeste mennesker, som vil give mine hvalpe al den omsorg og kærlighed, de fortjener. (Det er hårdt at fortælle ligeså dejlige mennesker, at jeg desværre ikke har flere hvalpe til salg). Jeg nyder hvert et øjeblik, jeg har sammen med hvalpene, og så er det jo dejligt at jeg kan beholde Lyra, den farvede, selv.

Det var en fantastisk oplevelse at udstille Stella i Sverige. Ikke blot var svenskerne utroligt rare at udstille med, men Stella fik hele sildesalaten!

Fredag den 10. juli blev hun udstillet paa en national udstilling i Hallands kennelklub i Tvaaker ved Varberg. Det var en kold omgang. Det sjaskregnede, og Stella sad mulende i transportkassen under et blomstret sommertaeppe og en paraply, mens jeg sad med sommerkjole og bare ben og forestillede mig at vaere en af de kulderystende, stakkels kinesiske haarlose hunde, som skulle i ringen for coutonerne.

Stella fros ikke, men min storste skraek var, at en regnbyge ville faa pelsen til at falde totalt sammen. Jeg havde vasket hende i ReQual fra Hundesalonen, nok en af de dyreste shampooer man kan faa fat i, men jeg maa indromme at den er alle pengene vaerd.

Af skraek for at odelaegge frisuren, tog jeg forst hunden frem i sidste oejeblik. Det var lige ved at odelaegge det hele, for hun ville snuse, og gad ikke posere for dommeren. Heldigvis kendte dommeren coutoners staedige sind, og fandt hende charmerende, og hun fik certifikat og Bedst I Modsat kon. Saa det var jo fantastisk. Glaedestarerne sprang ud af oejnene paa mig og jeg faldt dommeren om halsen af glaede. Bagefter taenkte jeg, at det nok havde vaeret lidt upassende, men jeg er jo spontan af natur og var saa glad, saa glad.

Fredag aften fik Stella lov til at tumle rundt i graesset og lege, nu havde hun jo opnaaet, hvad jeg kom efter.

Lordag tog jeg forst afsted op ad formiddagen, da solen endelig kom frem. Stella var rigtig i humor, og vi nod at hilse paa de svenske coutonfolk igen. Jeg var spandt, for dommeren var den samme, som bedomte hende paa den allerforste udstilling, hvor hun blev bedste hvalp.
Netop, som jeg konkurrerede med den bedste hanhund om BIR og BIM, sprang en begejstret hanhund ned fra sit trimmebord og lob maalrettet hen til Stella. Hun kvitterede med at springe op i luften og snurre rundt. Dommeren lo og hanhunden blev modvilligt baaret ud af ringen. Derefter blev Stella BIM og fik certifikat og CACIB, som er en form for internationalt certifikat.

Bornholm var en fin udstilling, men dog ikke paa niveau med Sverige. 4. juli var der dobbeltudstilling i Klub for Smaa Selskabshunde, og Stella fik begge gange excellent af de temmelig tilknappede dommere. 5. juli deltog hun paa DKK udstilling, og jeg var ret afslappet, eftersom dommeren var ham, som i juli sidste aar gav hende certifikat og BIM i Grenaa, hvor der var mere end 50 coutoner. Men trods de faa konkurrenter kunne han ikke se noget saerligt i hende denne dag, og gav hende blot en forstepraemie!

Der er langt fra Hou til Aalborg. Men da den skønne Ford Mondeo i luxusudgave har indbygget GPS, er det jo intet problem at finde vej i ukendt farvand! Så inden jeg tog hjemmefra fredag aften, tastede manden koordinatorne ind.

Problemet var bare, at da jeg næste morgen kørte fra sommerhuset og tændte GPS´en, var den ikke klar over, at vi havde forladt Samsø. Pilen tonsede rundt på øen, men kom aldrig over landgangen.

Så jeg kørte til Aalborg uden at ane, hvor destinationen befandt sig. Jeg kom igennem hele byen, fordi han havde sagt, at Gigantium lå midt i byen. En ung pige i en kiosk sagde, at jeg skulle køre mod universitetet. Det gjorde jeg, og kom alligevel på gale veje, og måtte ind på en tankstation ved en rundkørsel - blot et par hundrede meter fra målet.

Så da vi endelig kom frem, var der næsten ikke til at få plads til trimmebordet. Jeg fik anbragt Alexia og mig selv under en trappe, nær ringen men alligevel lidt i fred og ro.

Det gik fint med at studere cotonerne i ringen - indtil der lød et stort brag og et gigantisk vræl fra et lille barn bag mig. Jeg så, at et trimmebord var væltet omkuld ned i en hundeindhegning. Først blev jeg forskrækket over om barnet havde fået bordet ned over sig. Men lidt efter så jeg at der lå en granvoksen mand oveni. Han var faldet om!

Der gik en rum tid, inden der kom samaritter til stedet. Omtrent samtidig lød der en efterlysning efter en coton. En hund var simpelthen blevet så bange, da manden faldt ned i hundegården, at den var spænet afsted.

Manden blev kørt væk på båre, heldigvis vågen, og hunden blev fundet. Jeg kender ikke dem, det hændte for, så jeg ved ikke, hvad der egentlig skete med manden. Men uhyggeligt var det - og frygtelig synd for familien, som jo helt sikkert har glædet sig til denne dag, som endte så tragisk.

Åben klasse tæver var den sidste gruppe, som skulle bedømmes, og min hund var den næstsidste - nr. 1155, så det var lang tid at vente. Stella blev træt, og da vi endelig var i ringen, satte hun sig ned, da vi havde gået en runde for dommeren. Jeg lod hende sidde, så hun kun skulle bruge krudt, når hun skulle posere for dommeren.

Da han undersøgte hende, trak hun sig lidt, men så alligevel tillidsfuldt på ham med sine mørke, brune, dybe øjne, og han smilede anerkendende til mig.

Med glæde tog jeg imod det lilla bånd, som symboliserer excellent. Stella blev nr. to i åben klasse, kun slået af en knap femårig skønhed.

I beskrivelsen stod der

"Very feminine with a nice, sweet expression, coat of very good quality and well presented, correct bone, although would like the back a little longer for better balance, also like a stronger neck and the top line could be better, moved well in both front at hid actions. "

Kun seks cotoner fik excellent, og selvom Stella ikke blev placeret mellem de fire bedste i racen, var jeg godt tilfreds med dagens resultat.

Jeg fandt motorvejen, uden  gps, og drønede mod færgen, lettet, godt tilfreds med dagen.

Det er noget af en udfordring at udstille en Coton de Tulear. Den fine, tynde, lange pels skal vaskes i både shampoo og balsam for ikke at blive slidt. Men inden vasken skal den børstes omhyggeligt igennem, så der ikke er filt nogen steder. Ellers ender man med at stå med en hund, der ligner en uldtrøje, som har fået kogevask!

Efter vasken skal den omhyggeligt føntørres, for at få en lige, luftig pels. Potepelsen skal klippes fint rundt, ellers er det en dødssynd at klippe i en coton-pels.

Stella synes ikke, det er sjovt at blive føntørret. Hun vrider og vender sig, så noget af tiden sidder hun på bordet, noget af tiden har jeg hende i skødet og vender og drejer hende som en dukke, man rumsterer med. Efter en times tid, inkl. en kaffe- og godbidspause, ligner hun en hvid candy floss, og så er hun klar.

Så er det, man skal lade være med at lukke hunden ud for at lege. Flotte, børstede poter bliver til fugtigt, krøllet hår i løbet af et øjeblik.

Jeg tog hjemmefra fredag, sammen med min søster, som har en portugisisk vandhund. Den er knaldsort, så den er ikke så sart. Vi smækkede trimmebordet op i familiesommerhuset, og så gik vi ellers i gang med at børste efter. Det er nemlig meget svært at børste i "armhuler" og på benene - det kræver en ekstra hånd. Men det lykkedes at gøre hundene fine, så vi kunne falde ned med en godnatøl.

Vi var i Fredericia kl. 10.00, selvom jeg først skulle i ringen hen på eftermiddagen. Det er svært at vurdere, hvornår man bør komme. Man skal helst have god til til at finde et sted at slå sig ned, hilse på de andre hundefolk, lufte hunden, børste pelsen op - og gøre sig mentalt klar.

Vi fik bakset alt grejet ud af bilen - trækvogn, stort hundebur med det lille hundebur med Stella indeni, børster, godbidder, vand, og vores egne ting. Nessie skulle først udstilles søndag, og hendes sorte poter kunne godt tåle lidt vand på vejen.

Kort tid efter at vi havde stillet an inde ved ring 20C, kom en ung dame kørende med et trimmebord med to hunde på. Pludselig stødte hjulet på en kant i gulvet, og den ene hund fløj ned og bankede kæben i betonen og lå mærkeligt akavet med det ene ben. Der lød en dunk lyd, da hunden ramte jorden. Min søster skyndte sig hen og spurgte, om hun skulle finde en dyrlægen, men pigen tog sin hund op, med tårefyldte øjne, og skulle vist lige studere, hvad der var sket. Det var forfærdeligt at se på. Hvordan kan man finde på at stille to hunde løst på et trimmebord og køre dem igennem en stor hal? Jeg fandt aldrig ud af, hvor slemt det gik den lille hund - men jeg har haft mareridt i tre nætter!

Klokken var henad to, da jeg endelig skulle i ringen. Jeg havde valgt at melde Stella til i Mellemklasse. Hun er 17 måneder, så næste gang er det i Åben klasse.

Der var kun tre hunde i Mellemklassen. Stella gik rigtig fint. Den første hund fik anden præmie, den anden fik første præmie og Excellent, så var der mig tilbage. Da vi havde gået op og ned af tæppet, og skulle stå, så dommeren kunne diktere sin bedømmelse til ringsekretæren, begyndte Stella at gø som en vanvittig. Jeg så pludselig, at min søster var gået hen til vores side af ringen, og det var tydeligt, at Stella gøede efter sin legekammerat, Nessie. Jeg blev nervøs for at det ville trække ned, så jeg råbte til min søster, at hun skulle flytte sig. Dommeren smilede og sagde, at det var dejligt med en hund med humør. Så hun syntes faktisk at det var meget festligt.

Stella fik en rød førstepræmie og nr. 2 i mellemklassen. Det er okay, men jeg ville nu gerne have haft lilla bånd - excellent. Men sådan er det i udstillingsverdenen. Man kan ikke være sikker på noget. Det eneste, jeg er sikker på, er at jeg har mavepine i dagevis op til jeg skal udstille. Jeg kunne jo bare lade være. Men det bliver en lidenskab - fuldstændig som folk, der spiller på travheste. Man må bare prøve igen - lige pludselig kommer den store gevinst!!

Kære hundevenner.

Der har været knas med at få billeder ind på siden, men nu fungerer det igen.

Vi har haft et stille efterår,  hvor hund, katte og mennesker har hygget sig med gode ture ud i naturen. I det forløbne år er det lykkedes mig at tage Stella med til alle arrangementer, så hun kun har været i dagpasning. Hun var naturligvis med til både jule- og nytårsfest, og har været i sommerhus i efterårsferien og juleferien, uden problemer.

En dag, da jeg som sædvanligt ikke måtte være på badeværelset alene, uden hund, gik det op for mig, hvad forskellen på min hund og mine børn er. Med tiden skal mine børn frigøre sig fra mig, og blive selvstændige individer. Min hund derimod, vil for evigt være tæt knyttet til mig. Hun bliver aldrig træt af at være sammen med mig, men har brug for min fysiske nærhed hele livet - hvorimod børnene jo bruger mindre og mindre tid i mors skørter!

Det er gået op for mig, at Stella er mindst ligeså klog som en abe - hun bruger redskaber! Hun ligger ofte og ordner pelsen på fødderne, og jeg har mange gange set, at der lå en lille sten ovenpå poten, hvis jeg kom hen til hende. Det gjorde mig nysgerrig, og nu har jeg fundet ud af, at hun simpelthen finder en lillebitte granitsten i indkørslen og bruger den til at rede pelsen eller klø i huden mellem tæerne. En dag, hvor vi var i sommerhus, havde hun fundet en gammel konkylie, som hun lå og gnavede i. Lidt senere opdagede jeg, at hun havde gnavet en lille flis af konkylien, og nu brugte flisen til at soignere sig! Så hun bruger ikke blot redskaber, hun fremstiller dem selv! Har andre coutonejere set noget lignende? Det vil jeg gerne høre om!

Med venlig hilsen Ida.