Hvad tiden bringer....

Nu er hvalpene blevet "rigtige" hundehvalpe! Der er fuld power på, når de er vågne - og det er de ofte. De bider, slås, knurrer, og undersøger alt, de kommer i nærheden af. De er specielt blevet glade for katten Lyndon, som ikke mere bliver jagtet af Stella. Når Mensa, en af de hvide hvalpe, ser ham, styrter hun efter ham og  bider ham i haserne!

Haven er jo et eldorado. Sandkassen er et hit, hvor de graver og tumler som om de var børnehavebørn. De er nu blevet mere modige og bevæger sig længere væk i haven. De seneste billeder har jeg taget i dag, hvor de pludselig forsvandt ind i noget krat og luskede rundt som en værre pigebande.

Det værste ved at have hvalpe er ikke, at de af og til tisser en lille tår. De vil jo helst besørge i haven og tisser kun inde, når vi ikke lige er der til at lukke døren op i tide. Det værste er heller ikke at de krudter rundt og, præcis som spædbørn, forhindrer, at jeg får set en god film uden afbrydelser! Det værste er tanken om at skulle af med dem. Heldigvis har jeg fundet de sødeste mennesker, som vil give mine hvalpe al den omsorg og kærlighed, de fortjener. (Det er hårdt at fortælle ligeså dejlige mennesker, at jeg desværre ikke har flere hvalpe til salg). Jeg nyder hvert et øjeblik, jeg har sammen med hvalpene, og så er det jo dejligt at jeg kan beholde Lyra, den farvede, selv.

Hvalpene har udviklet sig voldsomt på få dage. Nu er de rigtig blevet "i humør", når de er vågne. De bjæffer, bider og tumler rundt med hinanden, og logrer rigtigt.

Et par gange, hvor det var vindstille, har de været ude på græsset. De snusede rundt, dirrede af spænding, og mærkede både græs og fliser under poterne.

Stella har været fantastisk til at amme sine hvalpe, men jeg synes efterhånden at hun er blevet radmager under den tykke pels, selvom hun har fået alt det at spise, hun kunne rumme. Så i fredags lavede jeg hvalpenes første måltid.

Lige siden starten af drægtigheden har Stella spist Golden Eagle puppy formula, et holistisk foder af højeste kvalitet. Nu bløder jeg kuglerne op i vand, tilsætter modermælkserstatning og moser blandingen godt sammen.
 
Jeg læste i en hundebog, at man skulle holde moderen væk fra hvalpene et par timer inden det første måltid. Så jeg gjorde det modsatte. Lod hvalpene die, hvorefter de fik tilbudt en smule mad. Det må da være sundest at gå gradvist over på mere fast føde, og blande modermælken med mad!
De kære små snusede begejstrede, men kunne ikke finde ud af at spise ret meget de første par gange. Jeg bruger en teske til at holde det bløde foder op til hvalpene, så kan de bedre finde ud af at spise.
Nu, efter et par dage, er de meget bedre til at spise. Jeg tager hvalpene ud af deres kasse, for jeg synes ikke at der skal tværes mad rundt i kassen.

I kassen er de dygtige til at gå på avisen og tisse, men alligevel skifter jeg nu petbet hver dag, for at holde dem rene og tørre.

Lige pludselig er de begyndt at komme op på benene, i stedet for at skubbe sig afsted liggende. Når de er vågne, myldrer de hen imod os og kigger nysgerrigt på os og vil gerne op. Men de bliver hurtigt trætte og sover dybt i løbet af et øjeblik.
Hvalpekassen er nu omorganiseret. Tidligere lå der petbet over det hele, men nu er der petbet på en tredjedel, skridsikker måtte på en tredjedel, hvor de kan øve sig på at bevæge sig, og den sidste del er reserveret til aviser. Hvalpene er allerede dygtige til at søge mod aviserne, når de skal tisse m.m.
Mine fire piger elsker de små hvalpe, og ofte finder jeg et barn siddende helt stille i hvalpekassen, med tre - fire afslappede hvalpe på skødet. Alle børnene har lært at omgås dyr, siden de var store babyer, og alle passer rigtig godt på de små hundepiger.
I aftes, da jeg var hjemme uden gemal, og alle børnene sov, tog jeg favnen fuld og sad en stund foran fjernsynet med alle hvalpene i skødet og Stella på sofaryggen. Da jeg fik Stella, var hun bange for lydene i fjernsynet. Så jeg må hellere holde fast ved et aftenritual med sofaen fyldt med hvalpe - for deres mentale sundheds skyld - og min!

I løbet af de seneste dage har alle hvalpene fået øjne, og så er de jo endnu mere bedårende. Selvom de stadig har en døgncyklus som handler om at die, sove, spjætte med hele kroppen og sove lidt mere, er der alligevel ved at være en smule mere energi i hvalpekassen.

Tidligere "svømmede" de afsted for at nå frem til patterne! Nu er de så småt begyndt at løfte sig op på poterne. De mosler rundt, ud af hundekurven, som hidtil har holdt sammen på den lille flok, og rundt på det bløde petbet i hvalpekassen.

Jeg er imponeret over hvor rent Stella holder det lille hjem.  Hun holder fuldstændig ro og orden, og når de små, renslikkede, velnærede hvalpe kaster sig dybt ind i søvnen, kommer hun ud til mig og nyder at hænge på sofaryggen som før, hun fik hvalpe. Kun en enkelt gang har jeg skiftet en fugtig avis i kanten af petbet - måske en hvalp, som tissede en lille tår, fordi avisen var kølig?

Vi går igen ture hver dag. Hun kommer dog ikke med på køreture, for tænk, hvis bilen brød sammen og vi ikke kunne nå hjem til hvalpene, inden de skreg af sult?

Hvalpene har omtrent tredoblet deres vægt nu. Den førstefødte, som vejede 196 g ved fødslen, vejer nu 570 gram. Den anden med den brune maske, er vokset fra 178 gram til 531 gram. Den tredje hvalp vejede 184 gram ved fødslen, nu vejer hun 570 gram. Den fjerde hvalp, som vejede 194, vejer præcis 600 gram - mere end tre gange så meget, som den gjorde som nyfødt.

Hvalpene er så bedårende - og så er de ikke engang "sjove" endnu!

Vi er nu i fuld gang med at renovere Kristensminde Forvalterbolig, så hele familien kan få en skøn ferie på Samsø - både voksne, børn og alle hundebasserne. Se mere på boksen om feriebolig på Samsø

Fem dage gamle

 Stellas fire, små stjerneskud stortrives! De sover, dier, drømmer og spjætter og dier igen. De har fået små, runde borgmestermaver, og falder overmætte omkuld, gerne på ryggen med alle fire poter frit svævende i luften, når maverne er fyldte. De har alle taget godt på - vejer hhv. 327; 306; 294 og 340 gram. Stella er til gengæld let som et fnug, men spiser heldigvis alt, jeg serverer for hende, så hun kan komme i form igen. De første to døgn sov Stella og hvalpene i soveværelset ved siden af min seng. Jeg havde lagt en blomstret hynde-pude på gulvet ved siden af kurven, så de små faldt blødt, hvis de fik møvet sig ud af kurven. Stella fandt ud af, at det var et skønt sted at ligge med de små. Men det duer jo ikke i længden at have fire hundehvalpe til at ligge på en blomstret stolehynde i soveværelset. Så jeg valgte at flytte den lille familie ned i den specialbyggede hvalpekasse, som var sat op i køkkenet. Gemalen var lykkelig for at få sit soveværelse igen; han havde sovet på sofaen i to nætter. Men mig måtte han undvære, for jeg lagde mig i køkkenet ved siden af hvalpekassen. Stella var helt rundt på gulvet. Katten Lyndon gik hende glad i møde, og fik sit livs chok, da hun var lige ved at sætte tænderne i ham. Refleksmæssigt satte jeg hånden imellem dem, så det var min venstre langefinger, som blev bidt i!  Hele den første nat for hun rundt, gøede, jagede alt liv i haven og i huset, men faldt derpå til ro. Nu er der faldet helt ro på hende. Hun nyder at have familien omkring sig hele dagen, og accepterer enddog, at jeg går op og sover i sengen. Kattene er taget til nåde igen, og når børnene leger lidt for vildt, lægger jeg låg på hvalpekassen, så de kære små kan drømme videre uforstyrret og vokse sig stærke.

 Stella har fået hvalpe! Fire, dejlige tæver, tre hvide og en med brunt hovede og hale!

Stella havde et par hotte dates med den skønne, charmerende, rare Cupido i starten af august. Cupido vidste præcis, hvordan man skal fyre op under en ung dame, og der gik ikke længe, før Stella løftede halen til siden og bød sig til!

De knap ni uger er gået fantastisk hurtigt. Hun har levet som sædvanligt, dog været lidt langsommere på de kortere gåture her til sidst, men som altid i vældig humør.

De sidste par dage pustede hun af varme, så vinduet i soveværelset måtte stå åbent hele natten. Natten mellem tirsdag og onsdag kunne jeg mærke, at hun var anderledes, urolig, ville ikke spise, og begyndte at bygge rede. Hun ville helst være under dobbeltsengen i soveværelset. Jeg havde ellers fået en tømrer til at bygge en supertjekket fødekasse i køkkenet, som hun var fuldstændig uinteresseret i!

Så jeg måtte sove på en gammel sofa på gangen, og så lå hun det meste af natten under sofaen. Her kunne jeg da få fat i hende, hvis fødselen gik i gang. Men der skete ikke noget, og jeg begyndte at tro, jeg havde taget fejl. Det var trods alt kun 60. dagen i går, den 7. oktober.

Kl. 13.30 kastede Stella sig pludselig over kattenes mad, efter at hun intet havde spist i halvandet døgn. Jeg blev helt ræd for at få kattekillinger!

Kl. 15.00 insisterede jeg på at få en lur. Den mindste på tre har mellemørebetændelse, og når Stella har været rolig, har hun skreget, så jeg var temmelig meget i søvnunderskud.

Lige da jeg var faldet hen, begyndte Stella pludselig at puste meget hurtigt og taktfast. Jeg fløj op! Kunne intet se på hende, men det var tydeligt, at noget var i gære. Alexia på 11 nåede lige at komme, da jeg så nogle få trækninger i maven. Kl. 16.19 kom der pludselig en hinde til syne, og i løbet af et øjeblik, kl. 16.21, var der født en hvalp. Stella og jeg hjalp hinanden. Hun slikkede bagparten på hvalpen, og begyndte at tygge efterbyrden i sig, mens jeg rev hinderne af hovedet og gnubbede den. Det viste sig at være en stor, kraftfuld tæve på 196 gram. Hun blev lagt til en pat og suttede straks.

Der kom nogle få veer igen, men de forsvandt, da børnene flokkedes om barselssengen. Jeg fik dem alle ud af soveværelset. Ja, Stella havde lagt sig til at føde i sin sart lyserøde, bløde natteseng ved siden af min seng!

Kl. 17.09 var der gevinst igen. Denne gang kom bagparten først, og hvalpen sprællede allerede inden den var helt født! Denneher havde mørkebrun maske på med en lille, hvid blis; en plet på ryggen og mørk halerod. Den var noget mindre, 178 gram, men lige så livfuld som storesøsteren.

Så gik det ellers stærkt. Jeg så et par trækninger på maveskindet, og så væltede det ellers ud med endnu en hvalp, samtidig med at de to andre diede! Hun var også kridhvid, og vejede 184 gram.

Ungerne sneg sig ind i soveværelset igen og jublede stille over det flotte kuld. Men jeg gennede dem alligevel ud og opdagede i samme øjeblik, at der var født endnu en hvalp - der havde knapt været veer! Hun var også stor, 194 gram, og hvid som satin, ligesom sine søstre.

Nu var kurven fyldt, og Stella var glad, omsorgsfuld og lettet i mere end en grad. Jeg fik Alexia på elleve til at hjælpe med at holde hvalpene, mens jeg skiftede tæppe i kurven. Jeg bar Stella ud for at tisse, og vejede hende - hun havde tabt sig præcis fra 5,7 kg til 4,7 kg. Hun blev skyllet bagi og i skægget, og kom så ind til hvalpene igen.

Det gik ikke med den bløde kurv - der var ikke ordentlig styr på hvalpene. Så den blev byttet om med en hård plastikkurv med aviser og petbet i bunden.

Der ligger de nu, ved mit sengebord, i soveværelset! I nat sov gemalen på sofaen, og jeg rendte op og ned af trappen for at give Stella mad, drikke og lufteture - hun havde fået tynd mave.

Den "arkitekttegnede" hvalpegård venter et par dage endnu. Dyrlægen har set til den nye familie, fandt både mor og hvalpe i god stand, hun fik dog en kalkindsprøjtning, fordi jeg syntes, at hun pustede for meget. Nu er der ro på, deroppe i soveværelset. Stella har fået styr på maven, såvel som de små, søde, silkebløde hvalpe, som dier, sover og drømmer i en uendelighed.

Jeg er fuldstændig euforisk. Det er næsten som at føde selv - uden at gennemgå smerten! Jeg er manisk, overtræt, udmattet og så uendeligt lykkelig for min lille Stelladarling og hendes nyfødte, små stjernepiger!

Se endelig billederne af forældrene og de små hvalpe!

Det var en fantastisk oplevelse at udstille Stella i Sverige. Ikke blot var svenskerne utroligt rare at udstille med, men Stella fik hele sildesalaten!

Fredag den 10. juli blev hun udstillet paa en national udstilling i Hallands kennelklub i Tvaaker ved Varberg. Det var en kold omgang. Det sjaskregnede, og Stella sad mulende i transportkassen under et blomstret sommertaeppe og en paraply, mens jeg sad med sommerkjole og bare ben og forestillede mig at vaere en af de kulderystende, stakkels kinesiske haarlose hunde, som skulle i ringen for coutonerne.

Stella fros ikke, men min storste skraek var, at en regnbyge ville faa pelsen til at falde totalt sammen. Jeg havde vasket hende i ReQual fra Hundesalonen, nok en af de dyreste shampooer man kan faa fat i, men jeg maa indromme at den er alle pengene vaerd.

Af skraek for at odelaegge frisuren, tog jeg forst hunden frem i sidste oejeblik. Det var lige ved at odelaegge det hele, for hun ville snuse, og gad ikke posere for dommeren. Heldigvis kendte dommeren coutoners staedige sind, og fandt hende charmerende, og hun fik certifikat og Bedst I Modsat kon. Saa det var jo fantastisk. Glaedestarerne sprang ud af oejnene paa mig og jeg faldt dommeren om halsen af glaede. Bagefter taenkte jeg, at det nok havde vaeret lidt upassende, men jeg er jo spontan af natur og var saa glad, saa glad.

Fredag aften fik Stella lov til at tumle rundt i graesset og lege, nu havde hun jo opnaaet, hvad jeg kom efter.

Lordag tog jeg forst afsted op ad formiddagen, da solen endelig kom frem. Stella var rigtig i humor, og vi nod at hilse paa de svenske coutonfolk igen. Jeg var spandt, for dommeren var den samme, som bedomte hende paa den allerforste udstilling, hvor hun blev bedste hvalp.
Netop, som jeg konkurrerede med den bedste hanhund om BIR og BIM, sprang en begejstret hanhund ned fra sit trimmebord og lob maalrettet hen til Stella. Hun kvitterede med at springe op i luften og snurre rundt. Dommeren lo og hanhunden blev modvilligt baaret ud af ringen. Derefter blev Stella BIM og fik certifikat og CACIB, som er en form for internationalt certifikat.

Bornholm var en fin udstilling, men dog ikke paa niveau med Sverige. 4. juli var der dobbeltudstilling i Klub for Smaa Selskabshunde, og Stella fik begge gange excellent af de temmelig tilknappede dommere. 5. juli deltog hun paa DKK udstilling, og jeg var ret afslappet, eftersom dommeren var ham, som i juli sidste aar gav hende certifikat og BIM i Grenaa, hvor der var mere end 50 coutoner. Men trods de faa konkurrenter kunne han ikke se noget saerligt i hende denne dag, og gav hende blot en forstepraemie!

Der er langt fra Hou til Aalborg. Men da den skønne Ford Mondeo i luxusudgave har indbygget GPS, er det jo intet problem at finde vej i ukendt farvand! Så inden jeg tog hjemmefra fredag aften, tastede manden koordinatorne ind.

Problemet var bare, at da jeg næste morgen kørte fra sommerhuset og tændte GPS´en, var den ikke klar over, at vi havde forladt Samsø. Pilen tonsede rundt på øen, men kom aldrig over landgangen.

Så jeg kørte til Aalborg uden at ane, hvor destinationen befandt sig. Jeg kom igennem hele byen, fordi han havde sagt, at Gigantium lå midt i byen. En ung pige i en kiosk sagde, at jeg skulle køre mod universitetet. Det gjorde jeg, og kom alligevel på gale veje, og måtte ind på en tankstation ved en rundkørsel - blot et par hundrede meter fra målet.

Så da vi endelig kom frem, var der næsten ikke til at få plads til trimmebordet. Jeg fik anbragt Alexia og mig selv under en trappe, nær ringen men alligevel lidt i fred og ro.

Det gik fint med at studere cotonerne i ringen - indtil der lød et stort brag og et gigantisk vræl fra et lille barn bag mig. Jeg så, at et trimmebord var væltet omkuld ned i en hundeindhegning. Først blev jeg forskrækket over om barnet havde fået bordet ned over sig. Men lidt efter så jeg at der lå en granvoksen mand oveni. Han var faldet om!

Der gik en rum tid, inden der kom samaritter til stedet. Omtrent samtidig lød der en efterlysning efter en coton. En hund var simpelthen blevet så bange, da manden faldt ned i hundegården, at den var spænet afsted.

Manden blev kørt væk på båre, heldigvis vågen, og hunden blev fundet. Jeg kender ikke dem, det hændte for, så jeg ved ikke, hvad der egentlig skete med manden. Men uhyggeligt var det - og frygtelig synd for familien, som jo helt sikkert har glædet sig til denne dag, som endte så tragisk.

Åben klasse tæver var den sidste gruppe, som skulle bedømmes, og min hund var den næstsidste - nr. 1155, så det var lang tid at vente. Stella blev træt, og da vi endelig var i ringen, satte hun sig ned, da vi havde gået en runde for dommeren. Jeg lod hende sidde, så hun kun skulle bruge krudt, når hun skulle posere for dommeren.

Da han undersøgte hende, trak hun sig lidt, men så alligevel tillidsfuldt på ham med sine mørke, brune, dybe øjne, og han smilede anerkendende til mig.

Med glæde tog jeg imod det lilla bånd, som symboliserer excellent. Stella blev nr. to i åben klasse, kun slået af en knap femårig skønhed.

I beskrivelsen stod der

"Very feminine with a nice, sweet expression, coat of very good quality and well presented, correct bone, although would like the back a little longer for better balance, also like a stronger neck and the top line could be better, moved well in both front at hid actions. "

Kun seks cotoner fik excellent, og selvom Stella ikke blev placeret mellem de fire bedste i racen, var jeg godt tilfreds med dagens resultat.

Jeg fandt motorvejen, uden  gps, og drønede mod færgen, lettet, godt tilfreds med dagen.

Det er noget af en udfordring at udstille en Coton de Tulear. Den fine, tynde, lange pels skal vaskes i både shampoo og balsam for ikke at blive slidt. Men inden vasken skal den børstes omhyggeligt igennem, så der ikke er filt nogen steder. Ellers ender man med at stå med en hund, der ligner en uldtrøje, som har fået kogevask!

Efter vasken skal den omhyggeligt føntørres, for at få en lige, luftig pels. Potepelsen skal klippes fint rundt, ellers er det en dødssynd at klippe i en coton-pels.

Stella synes ikke, det er sjovt at blive føntørret. Hun vrider og vender sig, så noget af tiden sidder hun på bordet, noget af tiden har jeg hende i skødet og vender og drejer hende som en dukke, man rumsterer med. Efter en times tid, inkl. en kaffe- og godbidspause, ligner hun en hvid candy floss, og så er hun klar.

Så er det, man skal lade være med at lukke hunden ud for at lege. Flotte, børstede poter bliver til fugtigt, krøllet hår i løbet af et øjeblik.

Jeg tog hjemmefra fredag, sammen med min søster, som har en portugisisk vandhund. Den er knaldsort, så den er ikke så sart. Vi smækkede trimmebordet op i familiesommerhuset, og så gik vi ellers i gang med at børste efter. Det er nemlig meget svært at børste i "armhuler" og på benene - det kræver en ekstra hånd. Men det lykkedes at gøre hundene fine, så vi kunne falde ned med en godnatøl.

Vi var i Fredericia kl. 10.00, selvom jeg først skulle i ringen hen på eftermiddagen. Det er svært at vurdere, hvornår man bør komme. Man skal helst have god til til at finde et sted at slå sig ned, hilse på de andre hundefolk, lufte hunden, børste pelsen op - og gøre sig mentalt klar.

Vi fik bakset alt grejet ud af bilen - trækvogn, stort hundebur med det lille hundebur med Stella indeni, børster, godbidder, vand, og vores egne ting. Nessie skulle først udstilles søndag, og hendes sorte poter kunne godt tåle lidt vand på vejen.

Kort tid efter at vi havde stillet an inde ved ring 20C, kom en ung dame kørende med et trimmebord med to hunde på. Pludselig stødte hjulet på en kant i gulvet, og den ene hund fløj ned og bankede kæben i betonen og lå mærkeligt akavet med det ene ben. Der lød en dunk lyd, da hunden ramte jorden. Min søster skyndte sig hen og spurgte, om hun skulle finde en dyrlægen, men pigen tog sin hund op, med tårefyldte øjne, og skulle vist lige studere, hvad der var sket. Det var forfærdeligt at se på. Hvordan kan man finde på at stille to hunde løst på et trimmebord og køre dem igennem en stor hal? Jeg fandt aldrig ud af, hvor slemt det gik den lille hund - men jeg har haft mareridt i tre nætter!

Klokken var henad to, da jeg endelig skulle i ringen. Jeg havde valgt at melde Stella til i Mellemklasse. Hun er 17 måneder, så næste gang er det i Åben klasse.

Der var kun tre hunde i Mellemklassen. Stella gik rigtig fint. Den første hund fik anden præmie, den anden fik første præmie og Excellent, så var der mig tilbage. Da vi havde gået op og ned af tæppet, og skulle stå, så dommeren kunne diktere sin bedømmelse til ringsekretæren, begyndte Stella at gø som en vanvittig. Jeg så pludselig, at min søster var gået hen til vores side af ringen, og det var tydeligt, at Stella gøede efter sin legekammerat, Nessie. Jeg blev nervøs for at det ville trække ned, så jeg råbte til min søster, at hun skulle flytte sig. Dommeren smilede og sagde, at det var dejligt med en hund med humør. Så hun syntes faktisk at det var meget festligt.

Stella fik en rød førstepræmie og nr. 2 i mellemklassen. Det er okay, men jeg ville nu gerne have haft lilla bånd - excellent. Men sådan er det i udstillingsverdenen. Man kan ikke være sikker på noget. Det eneste, jeg er sikker på, er at jeg har mavepine i dagevis op til jeg skal udstille. Jeg kunne jo bare lade være. Men det bliver en lidenskab - fuldstændig som folk, der spiller på travheste. Man må bare prøve igen - lige pludselig kommer den store gevinst!!

Lørdag, 31. januar
Min søster, Helene Kjærsgård-Jensen, spurgte forleden, om jeg ville assistere, når hendes Kromforländer, Bessie, skulle nedkomme. Det ville jeg naturligvis gerne.

Jeg vågnede spændt lørdag morgen. Hvad mon dagen ville bringe? Fødslen havde været i gang siden fredag eftermiddag.

Min søster ringede kl elleve og sagde, at veerne havde taget til. Jeg skyndte mig i tøjet og tog min datter, Alexia på næsten 11 år med.

Da vi kom derud, fortalte hun, at dyrlægen havde givet hunden vestimulerende kalium kl. 11, og jeg kunne tydeligt se og høre, at hun havde veer. Men de ebbede hurtigt ud, og var slet ikke kraftige nok. Hunden fik en del gåture i haven, og ved et-tiden begyndte hun at få kraftigere veer, og jamre sig. Hun lød som en ulv, og det gjorde tydeligt ondt. Men der skete ingenting.

Dyrlægen kom igen kl. 14, gav Bessie noget stærkere vestimulerende og sagde, at hun skulle have født inden kl. 15. Den arme hund fik nu kraftigere og hyppigere veer, jamrede sig og havde det elendigt. Min højgravide søster og jeg selv havde det frygteligt på hundens vegne. Sidst, jeg oplevede en hundefødsel, var jeg i tolvårs-alderen, og fandt det meget spændende. Nu vidste jeg af egen erfaring, hvor hårdt det er at føde.

Kl. 15.00 kørte vi afsted til dyrlægen. Det gælder om at undgå kejsersnit - tanken om sår, smerter, infektioner m.m. havde fået os til at vente - men nu skulle Bessie altså ikke udstå mere. Vi blev også nervøse for, om hele kuldet efterhånden var døde.

Jeg var blevet hyret som fødselsfotograf. Derfor fotograferede jeg, da dyrlægen bedøvede hunden, lagde slange i halsen på hende, lagde hende på ryggen på en pude, og spændte benene fast i stropper. (Min søster har fotografiapperatet, derfor ingen billeder endnu). Jeg skubbede Alexia ind foran mig, så hun kunne se godt, og tog billeder, da han snittede i det udspilede maveskind.

Under den tynde hud så jeg en mørk, udspændt hinde. Livmoderen, fyldt med hvalpe.

Dyrlægen var meget forsigtig, og forsøgte at få livmoderen ud, så han kunne forløse hvalpene. Men hullet i maven var ikke stor nok, så han måtte snitte lidt mere.

Den anden dyrlæge stod parat med en sprøjte modgift til den første hvalp. Det var vigtigt at få den til at vågne op af bedøvelsen hurtigt. Helene stod med et lunt håndklæde og tog imod det lille skind, som fik en klemme om navlestrengen og en nål i låret. Jeg nåede lige at knipse, sætte kameraet fra mig, og tage imod den næste hvalp. Det var en helt fantastisk følelse at stå med det lille liv i hænderne. Den begyndte hurtigt at trække vejret, give små lyde fra sig, og bevæge forbenene.

Alexia fik hvalpene ned til sig i et stort håndklæde, og hun masserede og nussede omhyggeligt.

Så kom den tredje hvalp - og jeg fik den fjerde. Den var helt grøn af skiddent fostervand, og slap i det. Jeg fik ordre til tage ordentlig fat og få gang i omløbet. Der var lidt hinde omkring munden. Jeg holdt hvalpens hoved nedaf og stak en finger i munden på den. Så løb der væske og hinder ud af munden på den, og vejrtrækningen kom igang. Pludselig fik jeg stukket endnu en hvalp i hånden, og nu stod jeg med to små liv.

De første tre hvalpe kom i varmeskab. Min grønne hvalp var ved at være frisk, så jeg gav den til Alexia, og masserede den nyeste hvalp. Den var livskraftig, så jeg greb kameraet og blitzede med en hånd.

I løbet af kort tid stod vi med seks levende hvalpe. De kom alle i varmeskabet, og det var helt utroligt at se, hvordan de kravlede rundt, søgte sammen i en klump og peb nysgerrigt.

Den sidste hvalp var forfærdelig at se på. Død, slatten, langstrakt, anderledes. Det havde været umuligt for Bessie at føde den. Havde vi ladet naturen gå sin gang, ville hele kuldet - og moderen med - være gået til.

Da dyrlægerne gik i gang med at sy Bessie sammen igen, var jeg nødt til at gå. Klokken var blevet halv fem, og jeg havde inviteret gæster til kl. 18.00. I solidaritet med mig (eller ikke?) havde min mand ventet med at rydde op og gøre klar, til jeg var hjemme, så der var en anelse travlhed. 17.55 ringede jeg for at høre, om alting var vel. Men telefonen blev ikke taget. Min søster havde nok travlt med sutteflasker og smertestillende. Så jeg må ringe og høre nyt i morgen formiddag. Indtil da vil jeg drømme sødt om seks små plettede kromforländer hvalpe i et varmeskab.

Når jeg får kameraet hjem, smider jeg nogle billeder på Bessies hjemmeside, som jeg oprettede forleden : http://www.123hjemmeside.dk/hoolahops



Søndag, 1. februar:
Maven var sprættet op og hinder, muskler og væv flød rundt i en stor masse, da jeg var nødt til at gå hjem. Mon det gik godt? Var hun blevet lappet godt sammen igen?

Alle seks hvalpe har det fint, og Bessie er så omsorgsfuld. Da min søster var kommet hjem med hundene, havde hun fået dem alle til at patte lidt på moderen, så de kunne få råmælk. Derefter havde hun givet dem sutteflaske. Bessie er helt udmagret, men hun passer godt på sine hvalpe, lader dem die, slikker dem, og holder fast i dem - man må ikke tage dem væk fra hende. Nu får Bessie alt det kylling, oksesteg og hundefoder, hun kan proppe sig med. Hvalpene vejer mellem 200 - 250 gram, og er alle livskraftige - også den lille, grønne hvalp, som var sløv, indtil jeg tog fingeren ind i munden på den og fik fjernet en hinde, som spærrede for vejrtrækningen.

Om et par dage tager jeg på barselsvisit - nu skal der først og fremmest være ro.

Kære hundevenner.

Der har været knas med at få billeder ind på siden, men nu fungerer det igen.

Vi har haft et stille efterår,  hvor hund, katte og mennesker har hygget sig med gode ture ud i naturen. I det forløbne år er det lykkedes mig at tage Stella med til alle arrangementer, så hun kun har været i dagpasning. Hun var naturligvis med til både jule- og nytårsfest, og har været i sommerhus i efterårsferien og juleferien, uden problemer.

En dag, da jeg som sædvanligt ikke måtte være på badeværelset alene, uden hund, gik det op for mig, hvad forskellen på min hund og mine børn er. Med tiden skal mine børn frigøre sig fra mig, og blive selvstændige individer. Min hund derimod, vil for evigt være tæt knyttet til mig. Hun bliver aldrig træt af at være sammen med mig, men har brug for min fysiske nærhed hele livet - hvorimod børnene jo bruger mindre og mindre tid i mors skørter!

Det er gået op for mig, at Stella er mindst ligeså klog som en abe - hun bruger redskaber! Hun ligger ofte og ordner pelsen på fødderne, og jeg har mange gange set, at der lå en lille sten ovenpå poten, hvis jeg kom hen til hende. Det gjorde mig nysgerrig, og nu har jeg fundet ud af, at hun simpelthen finder en lillebitte granitsten i indkørslen og bruger den til at rede pelsen eller klø i huden mellem tæerne. En dag, hvor vi var i sommerhus, havde hun fundet en gammel konkylie, som hun lå og gnavede i. Lidt senere opdagede jeg, at hun havde gnavet en lille flis af konkylien, og nu brugte flisen til at soignere sig! Så hun bruger ikke blot redskaber, hun fremstiller dem selv! Har andre coutonejere set noget lignende? Det vil jeg gerne høre om!

Med venlig hilsen Ida.