 |
 |
|
 |
 |

Med strålende solskin - og udsigt til regn senere på ugen - valgte jeg at lade de små moviestars komme ud i solskinnet på deres tre ugers fødselsdag. Jeg satte dem ud i "ammekurven", som Stella ynder at ligge i, når de skal die. (Hun bliver så frygtelig varm af petbet.) De fik selv lov til at styre overgangen fra lyserød babykurv til grønt øko-græs. Det var naturligvis Julia, som var først ude af kurven. Hun er altså fremme i skoen. Men de andre tre fulgte hurtigt efter. Storesøster Lyra fulgte interesseret med, og sneg sig til at slikke, snuse og nusse småhvalpene. For første gang virkede Stella slet ikke sur over at Lyra var i nærheden. Hun følte sig vist godt tilpas over at Lyra kunne hjælpe med at beskytte de små. Katten Lyndon fulgte interesseret med - på afstand. Mage til hundevenlig kat skal man lede længe efter. Han er endnu tættere knyttet til Lyra, end han er til Stella, som jo ikke altid behandler ham lige pænt.
Lyra tog en rundeleg med Lyndon, løb tilbage til hundefamilien, og da de små havde recognoseret og spist lidt, delte hun resterne af babymaden med Stella, mens jeg bar de små pus tilbage til hulen. De var fuldstændigt bevidstløse i mange timer derefter. Overvældede af sanseindtryk. Sol. Græs. Luft. Mad. Søster. Menneskebørn. De lå med tykke maver lige i vejret. Men nu pusler det igen derhenne. Stella løfter ørerne. Lyra hopper op og sætter poterne på kanten af kassen og kigger ned. Sjovt ser det også ud, når hvalpene kluntede bider hinanden i ører og lemmer. Jeg må hen og studere.....
|
|
|
|
|
|
|
 |